Betragtninger fra en tid

Betragtninger fra en tid. 12-02-2017

Fra d. 19 august 2016 til d. 21 januar 2017 indtog jeg antidepressiv medicin.
Jeg havde haft en rimelig hård periode, hvor min psyke ikke synes at ville mig det bedste. Jeg skar i mig selv, havde selvmorderiske tanker, og forhindrede mig selv flere gange fra at springe ud af vinduer.
Jeg havde ikke sovet godt i lang tid. Hvilket sikkert var hvad der førte til ovenstående handlemønstre.
Jeg er stadig ved at bearbejde det, og at skrive om det kan måske gøre noget ved det.
Det er i hvert fald vigtigt at kendes ved alle siderne af sig selv.

I perioden, jeg tog antidepressiv medicin, var det bedst at lade være med at drikke alkohol. Ens lever arbejder på højtryk for at rense blodet for medicin, så at bombardere den med sprit og sprut samtidig, det ville sætte den på hårdt og skadeligt overarbejde. At holde sig fra alkohol, det var en ret vild oplevelse. Jeg har indset på en anden måde, hvordan folk tager ting for givet, hvordan folk regner med at andre mennesker gør som alle andre.
At eg var nødsaget til at takke nej over for alkohol grundet medicinen gjorde, at jeg af og til blev mødt med forundring og blikke som skreg ”hvad går der af dig?”.
Jeg fandt det ret vildt, at jeg skulle forklare mig, hver gang jeg sagde nej til alkohol. Jeg fortalte dog ikke altid dem, der drak, hvorfor jeg ikke drak. Jeg løj mange gange, og blev ret træt af det til sidst. Den dag i dag forstår jeg ikke helt, hvad der gjorde, at jeg ikke sagde sandheden. Men nu nedskrives sandheden i hvert fald, og hvis nogen af jer, som oplevede min nej-takken, læser med, så kender I sandheden nu.

Kanske jeg ikke var stolt over medicinsk hjælp? Kanske jeg ikke brød mig om det?
I dag ved jeg ikke, om medicinen hjalp. Mine omgivelser har forandret sig jævnt meget, i tiden efter jeg begyndte på medicinen. Jeg gik også til terapi. Metakognitiv Terapi.
Kan anbefales helt klart. Så i kombination, er det helt fint at tage medicin.
Jeg er sygt glad for at være ude af det nu. Det blev ganske vidst hverdag til sidst, men jeg følte mig ikke helt rigtig, når jeg skulle huske at tage pillerne hver morgen. At føle sig rigtig, det er et mærkeligt koncept.
Et mærkeligt begreb. Et fjollet begreb egenligt. Det bringer skam over en, hvis man ikke føler sig rigtig. Det er et mind-set. Og et mind-set kan ændres, ligesom livet også kan.
Intet er rigtigt. Jeg er lidt vag. Jeg prøver at sige, at der ikke er nogen sand måde at være på. I hvert fald ikke for mig. Jeg er bare, og sådan er det bare.

Apropos ”intet er rigtigt”: Da jeg sagde nej til alkohol følte jeg, at jeg skulle forsvare, hvorfor jeg ikke drak. Jeg blev ret mopset indeni, da jeg ikke helt forstod, hvorfor dem jeg var sammen med ikke bare kunne være ligeglade med om jeg drak eller ej? Jeg kom tit til at tænke på min ekskæreste, når jeg var i disse situationer. Hun er vegetar, og jeg oplevede flere gange at folk gjorde grin med, at hun var vegetar.
Hvorfor dog gøre det? Jeg blev ret mopset dengang også, da jeg ikke forstod, hvorfor folk ikke bare kunne være ligeglade, og blot acceptere ”Fair nok, du spiser ikke kød.”. Jeg forstår det simpelthen ikke. Simpelthen. Kan folk ikke bare passe deres egne sager, i stedet for at få andre til at føle sig forkerte.
Fucking hell, altså. Det gør mig ret mopset, sådan noget. Jeg føler jeg ofte skal forsvare, hvad jeg gør.
Så længe jeg ikke skader folk, så er det sgu da irrelevant for andre mennesker at blande sig i min gøren og laden.

Pillerne, der er i overskud fra min behandling ligger stadig i mit skuffedarium ved min sengs hovedgærde. Det er en mærkelig størrelse piller. Det er egentlig mere en kapsel end en pille. Der er noget pulver indeni. Jeg har aldrig set, hvordan det ser ud. Jeg har kun rystet dem og raslet dem som maracas.
Når jeg gjorde det, blev det at indtage dem lidt festligere. Jeg ved ikke om jeg skal smide dem ud. Min psykiater fortalte mig, at jeg skulle beholde dem i tilfældet af et tilbagefald. Det er måske også meget godt at gemme dem. Så jeg ikke fornægter min daværende dårligdom. Så jeg bliver mindet om, at jeg har haft det skidt, og at det er ok at bede om hjælp, når man har det som inde i helvede.

– Albert

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>